DaDi
Forside
Begivenheder
Konferencer
Netværksgrundlag
Forskningsansøgninger
Seminarer og møder
Medlemmer
Publikationer
Links

Netværksgrundlag

 

Netværk for forskning i danskfagenes didaktik

Netværkets formål er forskningsudvikling i relation til danskfagenes didaktik.

 

Dette indebærer at skabe rammer for og bidrage til

  • Etablering af forskningsfeltet
  • Vidensudvikling
  • Vidensdeling

 

Etablering af forskningsfeltet

Danskfagenes didaktik opfattes i udgangspunktet som et fagdidaktisk felt der på den ene side afgrænser sig i forhold til fag, på den anden side til almendidaktik og pædagogik. Et mål er derfor at definere og afgrænse forskningsfeltet i en fortsat dynamisk proces, dels i forhold til nordisk og international forskning på feltet, dels i forhold til den samfundsmæssige og kulturelle udvikling. Et led heri er etableringen af en kritisk dialog med et internationalt kontaktnet.

Et karakteristisk træk ved forskningen i danskfagenes didaktik er den specielt danske institutionelle opsplitning mellem grundskole- og gymnasialt orienteret forskning. Derudover er danskdidaktisk forskning ligesom den internationale modersmålsforskning præget af opdelingen i litteratur-, sprog-, skrive-, mundtligheds-, læse-, mediedidaktik mv. Et mål med netværket er således også at arbejde på at overvinde den institutionelle og disciplinære opsplitning ved at

anlægge mere overordnede eller gennemgribende synsvinkler.

 

Vidensudvikling

Det er et mål at udvikle forskning i danskfagenes didaktik i et dynamisk samspil mellem et historisk og et systematisk perspektiv.

I det historiske perspektiv er målet i samarbejde med andre tilsvarende forskningsnetværk at danne et overblik over dansk og international forskning i modersmålsfagenes didaktik.

I det systematiske perspektiv kan tre grundspørgsmål fremhæves, nemlig forholdet mellem teoretiske og metodologiske tilgange til danskfagenes didaktik, forholdet mellem deskriptiv og formativ didaktik og forholdet mellem tekst og kontekst. Et mål er at analysere og bidrage til at udvikle forholdet mellem teori og praksis og i mere konkret institutionelt perspektiv forholdet mellem forskning, læreruddannelse og praksis.

 

Vidensdeling

Det er et mål at synliggøre kendskabet til danskdidaktisk forskning og at skabe rammer for udveksling af viden om forskning i danskfagenes didaktik i et dansk, nordisk og internationalt perspektiv gennem konferencer, seminarer, samarbejde om forskningsprojekter og publikationer.

Hjemmesiden www.danskfagenesdidaktik.dk fungerer som en platform for disse aktiviteter.

 

Redigeret af Nikolaj Frydensbjerg Elf
Webmaster: Nikolaj Frydensbjerg Elf
Sidst opdateret: 18-08-2016
Denne sides adresse: www.danskfagenesdidaktik.dk/main/netvaerksgrundlag/
index.php
SmartSite Publisher